Digte
Overskrift 1
Digte

Som alle andre forfattere har jeg et blødt hjerte over for digte. Lige fra jeg var helt lille digtede jeg til kommodeskuffen.

I de senere år er de dukket op til overfladen. De ligger spredt alle steder. Jeg kan slet ikke lade være.

 

Digtet "Stegte Hunde" kom simpelthen til verden, fordi det er almindelig kendt, at man i Kina spiser hunde. I stedet for kun at have et skuldertræk til overs, skulle man måske tænke nærmere over. Hvordan man ville reagere, hvis det var ens egen Fido, der blev ristet.

 

Digtet "Køkkenhaven" er blot en hyldest til min køkkenhave. Hvor græs, sten og ukrudt kæmper en nådesløs kamp imod mine sirlige rækker af salat radiser rødbeder og løg.

 

Digtet "Nøglehullet" kun endnu en måde at opleve verden på – lidt på afstand uden at involvere sig.

Digtet "Bamses vuggevise" er en sang med musik af René Lambertsen.

Endelig er der digtet "Globalt er Danmark kun et lille land", som jeg havde med i konkurrencen i Sangens år 2008

STEGTE HUNDE

Stegte hunde

 

 

                 I Kina går kæledyr skam ikke til grunde,

                 der spiser de nemlig ret ofte hunde,

                 en Lassie på grillen så sagte rister,

                 mon ikke en gravhundekølle frister,

                 mens halen i marinaden ligger,

                 barberet så hårene ikke stikker.

 

                 På bordet er en ryg fra den skønneste Setter,

                 må siges nok én af de bedste retter,

                 og kokken jeg følger med interesse,

                 han forbereder en delikatesse,

                 en Terrier syltet, lagt i gele,

                 serveres med brødet og kinesisk te.

 

                Desserten er noget af et kulinarisk chok,

                helt sikkert han er jo en ypperlig kok,

                en Dalmatiner i en tærte så lun,

                sådan har jeg aldrig før prøvet en hund,

                flødeskum lagt i et lag på toppen,

                er bedre en forretten som var Moppen.

 

                En sådan samling hunderretter mig behage,

                hvis de kommer forbi, så sku’ de smage,

                bevares er ikke okse eller gris,

                andet spiser vi ikke - naturligvis,

                hvad forskellen er - kan det ej forklare,

                tilfældigvis - sådan er det da bare.

 

                Louise Falsig

 

KØKKENHAVEN

     Køkkenhaven

 

                                   I min køkkenhave står,

                                   der radiser i et væld,

                                   mellem rækkerne der sår,

                                   ukrudtsplanterne sig selv.

 

                                   Her ved dette grønne flor,

                                   tit jeg spekuleret har,

                                   der er øller på mit bord,

                                   og i munden en cigar.

 

                                   Skal jeg gå den slagne vej,

                                   ned på knæ og luge ud;

                                   men at luge keder mig,

                                   ukrudt danner nye skud.

 

Mælkebøtter, skvalderkål,

                                   dækker helt for min spinat,

                                   drikker havemandens  skål,

                                   går jo ikke helt grassat.

 

                                   Blot fordi mit stykke jord,

                                   ingen ærter har i år,

                                   gulerødder ikke gror,

                                   da de slemme fluer får.

 

                                   Dræbersneglen kryber træt,

                                   spiser løs af blad og saft,

                                   håber at den bliver mæt,

                                   af det kål jeg sku’ ha’ haft ?

 

                                   Men min purløg står nu rank,

                                   og det gør mig jo så glad,

                                   duftende så grøn og slank,

                                   lige til en enkelt mad.

 

                                   Som af Kippers dækkes skal,

                                   og det purløg der er mit,

                                   øllet i en stor pokal,

                                   samt en Porse Akvavit.

 

                                   Louise Falsig

NØGLEHULLET

Nøglehullet

                                  

Nøglehullet - tak og lov,

for gode, gamle dage,

ofte gav de mig lidt sjov,

og altid de behage.

 

Gennem dette skydeskår,

moders barm jeg skue,

næsten ned til navlen når,

på denne stovte frue.

 

Der fik jeg min sexdebut,

da mor min fader sutte,

havde jo et prægtigt vy,

til alt det der forbudte.

 

Sad der først og sad der sidst,

                                            mens øjet ivrigt fulgte,

                                            da min moster hun fik vist,

                                            hvad hendes trusser skjulte.

 

                                            Selv om jeg i seng var lagt,

                                            de voksne havde gæster,

                                            fik jeg gennem hullet smagt,

                                             på deres vilde fester.

                                           

                                            Stadig nu jeg voksen er,

                                            ser jeg gennem hullet,

                                            det gør livet mere værd,

                                            der på knæ på gulvet.

 

                                            Har jeg mon nu også sagt,

                                            når man kisten sømme,

                                            før jeg bli’r i graven lagt,

                                            plads til mine drømme.

 

                                            Der i låget laves skal,

                                            et nøglehul - hvis ikke,

                                            så kan jeg i himlen sal,

                                            jo ikke sådan kigge.

 

                                   Louise Falsig

BAMSES VUGGEVISE

        Nu skal du sove

 

                     Du er træt for hele dagen har du leget,

                          og din egen verden du har ejet,

                          du har redet på din lyserøde elefant,

                          og som altid har du spillet dilettant.

                                           

Omkvæd :        Skynd dig at visselul barnlille,

                         nu skal du sove ganske stille,

                         mens din bamse sødt ved siden a’ dig ligger,

                         og med hovedet så søvnig nikker.

 

                         Lysets engel har nu sænket sine vinger,

                         og den langsomt nattemørket bringer,

                         dunkle timer varsomt våger over dig,

                         hjælper atter lyset med at finde vej.

 

                          Omkvæd

 

                         Drøm om Gud som i sin godhed på dig tænker,       

                         han sin store kærlighed dig skænker,

                         han din barnesjæl i sine hænder varsomt ta’r,

                         og sin store nåde han dig givet har.

                                           

                          Omkvæd

                                           

                         Der i stjernemængdens helt enorme vrimmel,

                         sidder Gud og våger i sin himmel,

                         sin barmhjertighed han viser hvert et lille barn,

                         selv om du er lydig eller er et skarn.

 

                          Omkvæd

 

                         Luk nu kun for alle dagens mange lyde,

                         nattens stille ro den skal du nyde,

                         englene de trofast vogter ved hver barneseng,

                         hos hver lille pige og hver lille dreng.

 

omkvæd             Skynd dig at visselul barnlille,

                         nu skal du sove ganske stille,

                         mens din bamse sødt ved siden a’ dig ligger,

                         og med hovedet så søvnig nikker. .

                                           

                         Tekst : Louise Falsig

                         Mel   : René Lambertsen

GLOBALT ER DANMARK KUN ET LILLE LAND

                                            Globalt er Danmark kun et lille land,

der præget er af tidens skarpe tand.

Hvor havet det har ædt af klit og veje,

hvem siger også, at vi kysten eje?

                                           

                                            Her skærer Gudenå samt mangen fjord,

                                            de dybe dale er fra syd til nord.

                                            Og Himmelbjerget som mod himlen rækker,

                                            hvem er det mon, der nu i toppen trækker?

 

                                            Og her bor mennesker i land og by,

                                            jeg har skam hørt, at der bor folk i Thy.

                                            Der bor jeg så imellem mark og hede,

                                            hvem mener, at vi ej bør landet frede?

 

                                            Har jeg mon også alle Jer fortalt,

                                            at dette styres faktisk helt lokalt.

                                            Og de vil nemlig godt naturen frede,

                                            hvem siger, svinefarme de vil redde?

 

                                            Man siger, at det er et yndigt land,

                                            med mad og frugt samt hvad vi drikke kan.

                                            I byerne kan intet se for disen,

                                            hvem tror, at bilers osen er devisen?

                                           

                                            Naturen omforandrer vi med stil,

                                            så vi kan komme hurtigt rundt i bil.

                                            Vi bygger veje, overalt vi fare,

                                            hvem mener, vi naturen bør bevare?

                                           

                                            Hvor end man kommer, står der nu en bro,

                                            man sløjfet har en færge eller to.

                                            Men heldigvis har vi nu ganske mange,

                                            hvem mon tør sløjfe den fra Agger Tange?

 

                                            Jeg kender hvert et sted og hver en plet,

                                            af Danmark kan jeg aldrig blive mæt.

                                            Trods mørke skyer på den lyse himmel,

                                            hvem siger så, man ej kan blive svimmel?

                                           

                                            Når det er sagt, jeg elsker Dannevang,

                                            jeg nyder sprogets helt unikke klang.

                                            Det danske sprog et fælles mål for alle,

                                            hvem siger, vi for engelsk nu vil falde?

 

                                            Blandt bakker og blandt dale hører til,

                                            hvorfor dog sætte alt det her på spil?

                                            Skønt Danmark er et lillebitte stykke,

                                            hvem siger så, der ikke findes lykke?

                                           

Louise Falsig